Hvad er vold
Voldsformer
Vold er meget andet end slag og spark. Herunder kan du læse om de forskellige former for vold. I et voldeligt forhold vil der altid være en eller flere af nedennævnte former.
Fysisk vold
Fysisk vold kan være slag, spark, kvælning eller andre former for fysiske overgreb. Det kan også være at man ikke får opfyldt sine fysiske behov som fx at blive nægtet mad, drikke, søvn, medicin og toiletbesøg. Det kan fx også være hvis man bliver lukket ude i sneen uden overtøj.
Psykisk vold
Psykisk vold kan fx være trusler mod en selv eller ens børn. Det er at blive ydmyget, kritiseret, kontrollere og isoleret. Det kan også være at man bliver truet med at få ødelagt ens arbejdsliv eller sociale liv. Hvis man overværer andre i familien blive udsat for vold, er det også psykisk vold.
Materiel vold
Materiel vold er at få ødelagt eller taget sine ting. Det kan være man får ødelagt fotografier eller at man får taget sin computer og telefon. Det kan også være hvis man bliver tvunget til at forlade sit hjem uden at man har adgang til sine ejendele.
Økonomisk vold
Økonomisk vold er når man ikke selv kan bestemme over sine penge. Det kan være man ikke har adgang til sin bankkonto eller at man kun får et mindre beløb man må købe ind for. Det kan også være man tvinges til at optage lån.
Elektronisk vold
Elektronisk vold er når man bliver kontrolleret, overvåget og truet gennem elektroniske medier som fx mail, telefon, overvågningskameraer eller sociale medier.
Latent vold
Når man har oplevet vold, ved man at det kan ske igen. Det betyder at volden er latent til stede i forholdet. Selvom ens partner ikke gør noget voldeligt lige nu, ved man at det kan ske og man går derfor og frygter hvornår det sker næste gang. Frygten for at volden skal ske igen, styrer det man gør. Man undlader måske at gøre ting man gerne ville for at undgå volden, eller man gør måske ting man ikke har lyst til. Selvom der ikke er nogen aktiv trussel om vold, kan volden på den måde ligge latent i forholdet i mange år. Kvinden kan derfor være i tvivl om hvorvidt manden stadig er voldelig.
Kontakt os trygt
Det kan også være at du blot har spørgsmål og vil vide om hvad vi også kan hjælpe dig med.
Uanset din årsag til henvendelse, sidder vores dygtige personale altid klar til en uforpligtende og fortrolig snak.